Sent mandag aften kl. 23.01 modtog politiet en anmeldelse om et voldeligt overfald på Pilevej i Herfølge, Køge. En 14-årig dreng, der kom kørende på en el-cykel, blev passet op af en gruppe drenge på knallerter. Drengen blev hevet af sin cykel og slået, hvorefter overfaldsmændene kørte fra stedet på drengens cykel.
Gruppen bestod af fem overfaldsmænd, der ankom på to knallerter. De var enten maskerede eller bar knallerthjelme, så kun deres øjne var synlige. De formodes at være i alderen 15-16 år.
Den stjålne el-cykel er hvid og har logoet "Engwe" skrevet med sort skrift. Politiet opfordrer vidner, der har set gruppen af unge på knallert eller den stjålne el-cykel, til at kontakte dem på telefonnummer 114.