Nyt fra Herfølge i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Herfølge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Skellerødvej, Torpet, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Vedskøllevej, Herfølge



Færdselsuheld – Holbækvej, Benløse, Ringsted.

Kl. 06.57 skete der er færdselsuheld, da tre biler var på vej i nordlig retning på stedet. Da en fjerde forankørende bil sagtnede farten, bremsede de to næste biler ført af hhv 47-årig lokal mand og en 28-årig mand fra Skælskør op. Men den bagerste bil, ført af en 32-årig mand fra Ringsted, ramte op i bagenden af den 47-åriges bil, der så igen ramte op bag i den 28-åriges. Der skete ingen personskade ved uheldet.

Nærpolitiet på knallertkontrol – Kalundborgvej, Gørlev, Kalundborg.

Kl. 07.30 mødte nærpolitiet sammen med færdselspolitiet op ved Gørlev Skole, efter at politiet havde modtaget flere klager over ulovlige knallerter, der skaber utryghed i området. Håbet var at få kontakt til nogle af de unge knallertkører, men lige denne morgen var der åbenbart ingen af de unge, der havde tænkt sig at køre på knallert i skole. Politiet fik dog kontakt til to bilister, der kom til stedet for at aflevere børn. Den ene blev kontrolleret rent rutinemæssigt og viste sig ikke at have førerret. Og næsten samtidigt påkaldte en anden bilist politiets opmærksomhed ved at parkere midt på fortovet. Da han blev kontrolleret, viste det sig, at han heller ikke havde nogen førerret.

Færdselsuheld – Bjergvej, Klippinge, Stevns.

Kl 08.21 kom en 39-årig kvinde fra Haslev kørende, da hun mistede herredømmet over bilen og fortsatte ud på en mark, hvor bilen rullede rundt på taget. En patruljevogn passerede tilfældigvis uheldsstedet kort efter, og en ambulance blev også tilkaldt. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen men var umiddelbart sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.

Færdselsuheld – Holbækvej, Kalundborg.

Kl 10.19 var en 81-årig lokal mand i bil på vej mod syd af Slagelsevej, da han på vej ind i rundkørslen ramte en 13-årig dreng i fodgængerfeltet. Der blev sendt en ambulance til stedet, som kunne køre drengen på skadestuen. Han slap dog fra påkørslen med mindre skader.

Blotter på spil – Salbyvej, Køge.

Kl 10.30 var en kvinde ude at gå en tur på stisystemet langs Køge Ås, da hun bemærkede en kondiløber, der sad på en træstub og blottede sig, mens han befølte sig selv. Manden beskrives som slank af bygning, lys i huden, 180-190 cm høj og cirka 20-25 år gammel. Han havde kort lyst hår og var iført mørk jakke og grå t-shirt samt lyseblå træningsbukser.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Jyllinge, Roskilde.

Kl 13.13 kom en 54-årig mand fra Solrød kørende ad Møllevej, da han tilsyneladende kørte over for rødt og dermed kom ud foran en lastbil ført af en 56-årig mand fra Køge, der ikke kunne nå at bremse. Der blev tilkaldt to ambulancer, men begge mænd slap tilsyneladende fra uheldet uden alvorlige skader.

Knivloven – Vallekildevej, Hørve – Odsherred

Kl. 17.09 traf en patrulje en 24-årig mand fra Fjenneslev, som i påvirket tilstand gik ad Vallekildevej.

Under samtalen med den 24-årige fandt politiet ham i besiddelse af en springkniv med en bladlængde på otte cm. Da kniven i sig selv er ulovlig at besidde uden tilladelse fra politiet, blev manden derfor sigtet for overtrædelse af knivloven og fik beslaglagt kniven som bevis i sagen. Han kan senere forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Pige ved togskinnerne – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 18.26 fik politiet via alarm 112 melding om, at en pige opholdt sig tæt på togskinnerne ved Roskilde station. DSB havde derfor nedsat hastigheden på de tog, der skulle passere stationen.

Flere patruljer kørte til området og fik kl. ca. 18.40 efterfølgende kontakt til en uskadt, men uligevægtig 15-årig pige, som viste sig at være forsvundet fra den institution på Vestsjælland, hvor hun skulle opholde sig. Togdriften blev herefter normaliseret.

Et samarbejde mellem politiet, institutionen og en læge om pigens ve og vel endte med, at den 15-årige blev indlagt på et sygehus til fornøden omsorg og eventuel behandling i anledning af hendes sindstilstand.

Utilfreds med politiet – Løve Gl. Landevej, Løve, Høng – Kalundborg

Kl. 19.05 havde en patrulje på Løve Gl. Landevej standset et køretøj med henblik på rutinemæssig kontrol af dette og føreren.

Under kontrollen af det standsede køretøj kom en anden bilist forbi og ytrede sin utilfredshed med politiet ved at råbe efter og kalde politipersonalet for ”Idioter!” og ”Kvaj!”

Politiet afsluttede kontrollen af det første køretøj og kørte efter denne bilist, som blev forsøgt standset ved brug af udrykningssignaler. Først efter 4-500 meter standsede bilisten, som blev identificeret som en 68-årig mand fra Høng.

Med baggrund i hans ytringer, som blev overhørt af andre borgere, samt den manglede standsning trods politiets anvisning herom medførte to sigtelser til den 68-årige for overtrædelse af hhv. ordensbekendtgørelsen og færdselsloven. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Hund opdagede ildebrand hos naboen – Strøby Bygade, Strøby - Stevns

Kl. 19.56 slog naboen til en 63-årig kvinde fra Strøby alarm til brandvæsnet, da det brændte i hendes bolig, som var en af fire boliger i en rækkehusbebyggelse.

Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor det blev konstateret, at der ikke var nogen hjemme på adressen, hvor der var brand indenfor.

Naboen oplyste til politiet, at hendes hund havde begyndt at gø, så hun lukkede den ud i haven, da hun troede, at hunden skulle tisse. Da hunden blev ved med at gø, undersøgte naboen årsagen nærmere og opdagede herved ildebranden i den 63-åriges bolig.

Brandvæsnet havde hurtigt fået slukket branden, der kun havde forårsaget mindre brandskader i stuen og i køkkenet. Branden havde dog udviklet en del røg, så der skulle foretages en kraftig udluftning.

Den 63-årige beboer blev underrettet om branden og ankom til stedet, men måtte dog finde et andet sted at overnatte, idet politiet skal undersøge brandstedet yderligere i et forsøg at finde frem til årsagen til brandens opståen.

Ingen personer kom noget til ved branden, hvor politiet afsluttede de indledende undersøgelser kl. ca. 21.30.

Uro på togstation – Køge Nord, Køge.

Kl 21.59 blev politiet tilkaldt til et regionaltog, hvor to unge mænd havde været i klammeri med andre passagerer, været højtråbende og røget på toiletterne. I toget fik politifolkene kontakt til to berusede drenge på hhv 14 og 16 år, der var stukket af fra hver deres ungdomsinstitution. Begge drenge bragt retur til deres institutioner.


OPFØLGNING

 

Kvæstet mand afgået ved døden efter ulykke ved træfældning – Store-Fuglede - Kalundborg

Kl. 20.40 fik politiet oplysninger fra Rigshospitalet om, at en 45-årig mand fra Store-Fuglede var afgået ved døden efter et ulykkestilfælde. De pårørende er underrettet.

Den 45-årige var kommet alvorligt til skade i forbindelse med en træfældning i Store-Fuglede om eftermiddagen fredag den 27. januar 2023, da han kom i klemme under det fældede træ. Efter frigørelse fra træet blev han i kritisk tilstand fløjet i en lægehelikopter til Rigshospitalet, hvor han siden har været indlagt til livreddende behandling.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi