TrygFonden søger hundeejere i Køge: ”Besøgshunde vækker glæde og gode minder”

TrygFonden Besøgshunde
dato

På plejehjem og -boliger landet over frembringer det både smil og gode minder, når TrygFondens besøgshunde rykker ud med logrende haler og glade øjne. 

Men i Køge er der brug for endnu flere firbenede venner til at komme på fast plejehjemsbesøg. Derfor holder TrygFonden optagelsesprøve for nye besøgshunde torsdag den 6. november på Nørremarkens Plejehjem i Køge.   

10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at besøgene vækker glæde hos de ældre 
TrygFondens besøgshundekorps består af knap 600 besøgshunde og deres frivillige ejere, som rykker ud på plejehjem og -boliger landet over med smil og logrende haler. Og blandt de frivillige er der ingen tvivl om, hvor stor forskel besøgene gør for de ældre. 

En undersøgelse fra TrygFonden viser, at 10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 9 ud af 10 endda oplever, at besøgene vækker minder. 

”Når besøgshundene rykker ud på besøgsstederne, gavner det ikke alene beboerne ved skabe gode stunder og vække minder. Det hjælper også personalet i deres daglige arbejde, fordi hundene skaber et samtalerum og en mulighed for at komme endnu tættere på beboerne. TrygFondens besøgshundeteams gør en kæmpe indsats for beboere og personale, og vi glæder os meget til at byde endnu flere hunde og hundeejere velkomne,” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden. 

Klædt godt på til opgaven  
For at TrygFonden kan sikre sig, at hundene trives med opgaven, skal de interesserede besøgshundeteams først godkendes til en optagelsesprøve. Her skal hundene igennem en sundhedsundersøgelse og adfærdstest, ligesom deres ejere skal til en samtale med personalet fra TrygFonden, så de er klædt på til at dele deres hundeglæde som frivillige. 

Optagelsesprøven finder sted torsdag den 6. november på Nørremarkens Plejehjem i Køge fra kl. 9 til 12 og igen fra kl. 14-17:00. 

 Fakta om TrygFonden Besøgshunde  

  • TrygFonden Besøgshunde er et korps af knap 600 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger beboere på plejehjem og -boliger i Danmark.    
  • TrygFonden har mellem 3. december 2024 og 2. januar 2025 udført en undersøgelse blandt hundeejerne tilmeldt besøgshundeordningen, og heri svarer 98%, at de oplever, at besøgene vækker glæde hos de beboere, de besøger, mens 87% oplever, at besøgene vækker minder. 
  • TrygFondens besøgshundeteams brugte i 2024 mere end 29.000 timer på at besøge beboere på landets plejehjem og -boliger.   
  • TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.    
  • TrygFonden afholder optagelsesprøver over hele landet i 2025. I uge 45 afholdes der optagelsesprøver i Helsingør og Køge.   


Læs mere på www.besogshunde.dk   

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.