Nyt fra Herfølge i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Herfølge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Slimmingevej, Tureby
Labæk, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Godsparken, Greve
Poppelhegnet, Solrød Strand
Kastaniehaven, Greve
Nældebjerg Alle, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Skærbyvangen, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Lindbjergvej, Jyllinge
Litoriaparken, Solrød Strand
Byskovvej, Benløse, Ringsted (2 anmeldelser)
Smålodsvej, Benløse, Ringsted


Råbende mand skabte utryghed – Vesterbro, Nykøbing Sj.

Kl. 08.35 personalet på en arbejdsplads på Vesterbro sig utrygge ved en mand, der gik rundt i baggården samtidig med, at han råbte.
En lokal patrulje fik kort efter kontakt til en 37-årig mand fra Nykøbing Sj., hvis identitet den lokale patrulje godt kendte fra det lokale politiarbejde. Manden fik en formaning og blev bedt om at dæmpe sig, inden han blev sendt væk. Politiet sigtede ikke manden for noget i anledning af hans adfærd i byen.

Narkokørsel uden førerret – Hyrdehøj Alle, Roskilde

Kl. 09.42 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Roskilde, som blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen i personbilen, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde erhvervet sig et kørekort.
Den 31-årige blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis).

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Odsherredvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 10.39 standsede politiet en personbil, som en 45-årig mand fra Smørum førte ad Odsherredvej i nordlig retning omkring sidevejen Gammel Nykøbingvej.
Den 45-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet førerretten var blevet frakendt ham frem til 2030 efter bl.a. tidligere spiritus- og narkokørsel. Endvidere kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han blev indledningsvist sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.
Efter en anholdelse med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer foretog politiet også en undersøgelse af den 45-åriges bil. Herved fandt politiet fire gram amfetamin, hvilket den 45-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.
Politiet løslod den 45-årige efter blodprøveudtagelsen, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.

Tyveri fra varebiler – Ringsted / Solrød

Onsdag formiddag modtog politiet i alt fire anmeldelser om tyveri fra varebiler med tre anmeldelser fra Benløse-området i Ringsted og en enkelt anmeldelse fra Litorinaparken, Solrød Strand.
Fælles for de fire anmeldelser var, at der var tale om varebiler, hvor tyven(e) havde skaffet sig adgang eller forsøgt på det ved at opbryde varerummets døre. Kun fra varebilen i Solrød havde tyven(e) fået et udbytte i form af diverse værktøj, som var blevet stjålet.
Tyven(e) havde ikke fået noget udbytte fra varebilerne i Benløse på Byskovvej og Smålodsvej, idet den ene af varebilerne på grund af et tidligere værkstedsbesøg havde været tømt for værktøj. I de to andre varebiler var det ikke lykkedes at få dørene til varerummet åbnet, hvorfor der ikke blevet stjålet noget fra disse varebiler.
Tyveriforsøgene i Benløse var sket natten mellem tirsdag og onsdag, mens tyveriet i Solrød var sket natten mellem søndag og mandag.
Politiet efterforsker nu tyverianmeldelserne ud fra de oplysninger og eventuelle spor, der måtte være i sagerne, og i samme anledning vil politiet gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt enten i Benløse-området eller i Solrød. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

• Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
• Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre.
• Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
• Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Flere sæt nummerplader stjålet – Havnegade, Nykøbing Sj.

Onsdag henvendte tre bilejere sig til politiet, fordi de alle havde fået begge nummerplader fra deres personbiler. Tyverierne var foregået i løbet af natten mellem tirsdag og onsdag, mens de tre biler alle havde været parkeret på Havnevej i Nykøbing Sj.
Politiet har nu efterlyst de tre bilers nummerplader som stjålne, så patruljebilernes ANPG-udstyr (Automatisk NummerPlade Genkendelse) vil spotte køretøjer, der måtte være forsynet med dem.
Hvis nogen har bemærket usædvanlig aktivitet i løbet af natten mellem tirsdag og onsdag på Havnevej, hører politiet gerne herom på tlf. 114.

Færdselsuheld med fem parter – Sydmotorvejen, Herfølge – Køge

Kl. 12.06 rykkede politiet ud til et større færdselsuheld, idet ikke mindre end fem trafikanter var blevet involveret i flere sammenstød i det sydgående spor på Sydmotorvejen omkring afkørsel 34 Herfølge.
Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved sammenstødene, hvoraf det første skete, da en 62-årig mand fra Vordingborg under kørsel i vognbanen til venstre stødte ind i en lastbil, som kørte i vognbanen til højre på motorvejen.
Dette sammenstød medførte, at trafikanterne bag disse to parter bremsede op, hvilket en 35-årig mand fra Polen ikke opdagede i tiden og derfor ikke kunne undgå at påkøre bilisten foran ham.
Da den 62-årige fra Vordingborg efter sit sammenstød ville trække mod højre og ud i nødsporet, stødte han sammen med en 53-årig mand fra Eskilstrup, der i sin personbil også kørte i sydlig retning.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødene, hvorved deres respektive køretøjer dog fik mindre skader, så politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i køretøjerne.

Færdselsuheld – Vesterbro, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 12.15 måtte den lokale politipatrulje igen rykke ud til en opgave på en tankstation, hvis tagkonstruktion over benzinstanderne var blevet påkørt. Føreren af en hvid varebil var dog stukket af fra stedet efter påkørslen.
Politiet fik dog efterforsket sagen og klarlagt, at en 40-årig mand fra Ishøj som fører af en varebil kunne mistænkes for at have forvoldt skaden, men undladt at give sig til kende over for ejeren af tagkonstruktionen. Politipatruljen optog derfor rapport om sagen, så den 40-årige mand kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Glatføreuheld efter snevejr – dele af politikredsen

Det pludselige snevejr i dele af politikredsen var formentlig en faktor i anledning af flere, men mindre alvorlige færdselsuheld i politikredsen. Politiet fik følgende anmeldelser om færdselsuheld efter snefaldet:
Kl. 12.45 – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand: 54-årig mand fra Hårlev mistede kontrollen over sin personbil i forbindelse med vognbaneskift og ramte en lastbil.
Kl. 13.09 – Svenstrupvejen, Viby Sj.: 44-årig kvinde fra Havdrup mistede kontrollen over sin personbil under kørsel gennem en kurve, så hun med lav hastighed stødte sammen med en modkørende lastbil.
Kl. 16.38 – Køge Bugt Motorvejen, Greve: en 30-årig mand fra Rødovre mistede kontrollen over sin personbil og påkørte autoværnet.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i de anførte uheld, idet ingen af dem kom til skade.

Færdselsaktion i Holbæk og Odsherred

Flere patruljer var onsdag på færdselsaktion i Holbæk og Odsherred i mellem kl. 13.00-20.30, hvor omkring 250 biler blev standset og kontrolleret. Snevejret først på vagten satte farten ned på vejene, og derfor havde betjentene ingen grund til at have fokus på hastighed på dagens kontrol. Det blev til tre anholdte for spirituskørsel og en for narkokørsel, og flere kørte uden kørekort. Tre bilejere blev desuden sigtet for at overlade deres bil til en person uden gyldigt kørekort.

Otte bilister blev sigtet for at anvende håndholdt mobiltelefon, fire kørte ude sikkerhedssele, tre kørte på for nedslidte dæk, en havde glemt kørekortet og en havde ulovlig solfilm på ruderne af bilen, så bilen blev indkaldt til ekstra syn.

Hen på vagten klarede vejret op og sigtbarheden blev fin igen, men flere bilister glemte at få slukket for det blændende tågelys. Fem bilister blev sigtet for at køre med tågelys uden grund. De kan alle forvente en bøde i sagerne.

De grovere færdselsovertrædelser blev begået her:

Holbæk

kl. 13.25 på Kalundborgvej i Holbæk blev en 32-årig mand stoppet og kontrolleret. Han blev testet positiv for hash i en narkometertest, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han var desuden frakendt sit kørekort frem til 2024 i en tidligere sag om narkokørsel, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Den 32-blev visiteret af betjentene, som fandt ham i besiddelse af et firecifret kontantbeløb. Da den 32-årige skyldte et ikke ubetydeligt beløb til Skat, blev størstedelen af pengene inddraget til at betale en del af gælden. Bilisten var noget træt af situationen, men ønskede ikke beslaglæggelsen forelagt retten.

Kl. 18.37 på Landevejen i Tuse blev en 37-årig mand sigtet for kørsel uden førerret, da han rutinemæssigt blev standset i kontrollen.

Kl. 19.56 på Kundbyvej i Svinninge, blev en 34-årig mand fra Hørve sigtet og anholdt for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte. Han havde desuden ikke et gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget i forbindelse med en tidligere sag om spirituskørsel. Han blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve.

Odsherred

Kl. 18.00 på Strandlystvej i Hørve blev en 27-årig mand fra Asnæs stoppet og bedt om at vise kørekort. Det kunne han dog ikke, da han ikke havde generhvervet sin førerret efter en betinget dom for spirituskørsel, som endte med et uheld tilbage i 2019.

Kl. 18.58 på Elmkær i Hørve stoppede betjentene en 43-årig mand fra Holbæk, som kørte med en promille over det tilladte. Han havde desuden ikke gyldig førerret, da han ikke have været oppe til en ny køreprøve efter en tidligere betinget frakendelse for spirituskørsel. Den 43-årige havde netop afsonet en dom for spirituskørsel, og løsladt for få uger siden. Nu fik han nye sigtelser for spirituskørsel uden førerret i gentagelsestilfælde.

De anholdte blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve, og alle de sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i deres sager. Flere af sagerne blev skrevet på politiets Bødeapp, så de sigtede allerede nu har fået en bøde i deres E-boks.


Brand i halmballe – Ammerupvej, Hårlev – Stevns

Kl. 19.04 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af melding om ildebrand ved et halmfyr.
Det viste sig, at der var gået ild i en halmballe på et transportbånd på vej ind i halmfyret. Brandvæsnet fjernet den brændende halmballe og sørgede for en mindre brandslukning på stedet.
Da der ikke var sket nogen større skade, og der i øvrigt ikke var mistanke om, at nogen havde foretaget sig noget ulovligt, foretog politiet ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 23.09 anmeldte en 29-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 22.40 under kørsel i vestlig retning på Holbækmotorvejen omkring tilkørsel 11 Roskilde SØ var stødt sammen med en hvid varebil.
Føreren af varebilen havde blot fortsat sin kørsel uden at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet havde givet anledning til.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at kørebanen var glat som følge af sne og is, hvilket havde været årsag til, at den 29-årige kvinde havde mistet kontrollen over sin personbil, da hun ud for tilkørslen måtte foretage en kraftig opbremsning, da trafikanterne foran hende også bremsede.
Den 29-årige lavede en undvigemanøvre mod venstre og kom til at skride sidelæns i det glatte føre, men blev kort efter påkørt på højre side af en hvid varebil, der kom bagfra.
Der skete kun mindre skader på den 29-åriges personbil, og politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret føreren af den hvide varebil.

Forsøg på indbrud i apotek – Labæk, Holbæk

Kl. 03.06 blev tyverialarmen til et apotek i Labæk aktiveret, så politiet rykkede hurtigt ud til stedet. Her traf politiet en 22-årig kvinde fra Holbæk, som havde sparket på ruden i indgangsdøren i et forsøg på at skaffe sig adgang til apoteket. Ruden var dog ikke gået i stykker.
Politiet vurderede, at hun havde forsøgt at begå indbrud på apoteket, hvorfor hun blev sigtet herfor. Den 22-årige blev afhørt på stedet og forklarede, at hun havde fået akut trang til at skaffe sig nogle piller.
Den 22-årige vil senere høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når sagen skal afgøres.


OPFØLGNING


Varetægtsfængsling – Vold i nære relationer – Holbæk

En 27-årig mand fra Holbæk blev i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 26. april 2022. Han blev sigtet for grov vold mod og trusler over for to voksne familiemedlemmer i den senere tid i Holbæk. Han var blevet anholdt kort efter seneste anmeldelse fra et familiemedlem. Politiet kan ikke oplyse yderligere på grund af dørlukning i sagen.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi